Andre Rum 2011
Remove from submenu

ANDRE RUM

Denne side præsenterer ialt 28 nye værker 2011.

Værkerne vises på separatudstilling 6. maj - 16. juni 2011 i Galleri Margit Dørflinger, Randers

”Vinden” 45 x 40 cm. Akryl på lærred. 2011

Vindens rum

Tænk at være vind – bare en lille brise ! Smyge sig ind alle steder, undersøge og opleve, og helt uden at blive set.

Vind kan vi ikke se – noget andet i rummet må være tilstede for at fortælle historien om vind. Beskrivelsen af en brise som finder vej gennem et åbentstående vindue, giver først mening når den rammer noget og påvirker et andet objekt – et gardin f.eks. Således kan vind blive til poesi. Tager vinden til og bliver til blæst, slår gardinet så voldsomt ud, at det usynlige element bliver påtrængende og bestemt. Måske vælter en vase, og poesi bliver til ærgerlse. I sin ekstreme konsekvens kan vinden rejse sig som en ødelæggende dæmon, og flå vinduet ud og vælte hele huset. Vinden bliver til en katastrofe.

Præcis som vind kan vi som mennesker skifte mellem at være poetiske til katastrofale. Præcis som vind er vi utilregnelige. Præcis som regn er vi bare dråber i et hav.

Jeg stiller altid mig selv overfor et krav om forandring og fornyelse. Enhver afsluttet separatudstilling bliver et overstået kapitel – et vidnesbyrd fra der hvor min rejse i livet var nået til, og et billede på, hvor den kunstneriske pil ramte. Ingen ved hvor vinden blæser hen, og ikke engang svaret blæser i vinden. Men hvis mine pensler har fanget noget som helst i brisen, har jeg i hvert fald forsøgt, at lade dem male andre og endnu anderledes rum end tidligere. Fysiske såvel som psykiske rum. En svær opgave – faktisk en forbandet svær opgave, fordi den er udleverende og gør mig sårbar. Men lige præcis på den ”kant” kan der måske skabes vedkommende kunst.

Faktisk har det været så svært, at flere måtte hjælpe til. Ord som kunne udfylde ”huller” i de enkelte værker, er derfor blevet skabt af en lille kreds af venner som alle kender mig godt. Det har givet bredde og nuance. Tak til alle jer. Carsten Frank, kunstner

”Gadens rum – i aftenbyens regn” 100 x 250 cm.Akryl og shellak på lærred. 2011

"Det har lige regnet, og om lidt så regner det igen". Sådan skriver Carsten i åbningslinien til digtet og maleriet 'På Vej Ind I Novemberegn', som er en del af landskabsfrisen LAND, som Carsten i 2006 afleverede til Jyske Finans i Silkeborg. Jeg satte musik til de 8 malerier/digte, og grundlaget for vores fælles kunstneriske portræt af vores fædreland var skabt. Derfor er jeg nok blevet bedt om at kommentere et af Carstens nye malerier, fordi jeg i den grad har studeret og fornemmet malerierne i vores LAND projekt.

Og det regner stadigvæk jævnt tit både i den indre såvel som i den ydre verden. Om det maleri jeg har fået tildelt at fabulere over, er i Spanien eller Danmark, kan jeg ikke umiddelbart fornemme. Det er nok også lige meget, for det der først falder mig ind er, at maleriet for mig udstråler en sær ensomheds fornemmelse.

Jeg kan ikke se nogen hund i billedet, hvilket for mig ville være den eneste plausible grund til at gå alene ud i regnvejr om aftenen. Derfor slog det mig med det samme, at hvis man går alene ud i aften regnen, er det nok efter en lang dag alene inden døre. Man går ud, når der er færrest mennesker i gadebilledet, fordi man ikke ønsker at møde nogen. Man kan i øvrigt også sagtens være meget ensom i blandt mennesker i sit eget hjem, hvis ikke man synes ens hverdag fungerer bare lidt på ens egne præmisser.

De to paraplybevæbnede skikkelser i maleriet har ikke umiddelbart lyst til at komme tæt på hinanden. Jeg fornemmer klart en usynlig barriere. Der er intet, der indikerer et forsøg på tilnærmelse eller kontakt. Den ene skikkelse er fordybet – eller giver indtryk af en fordybelse – i det venstre udstillingsvindue, og skikkelsen ved det højre butiksvindue vender sig på en måde demonstrativt væk fra den anden. Jeg fornemmer at begge personer helst havde set, at aften gaden i regnvejret, ikke havde lokket andre end dem selv ud.

Det vigtigste for mig er dog, at jeg faktisk rigtig godt kan lide maleriet. Det er noget med stemningen og farverne. Det er, for mig i hvert fald, tit svært at sætte ord på en kunstnerisk oplevelse. Det er der nogen, der har gjort til en levevej at kunne. Vi kan komponere musik og male billeder, og det er jo altid dejligt når noget lykkes, og man selv er tilfreds. Andres mening er forhåbentlig rimelig ligegyldig mens man intuitivt arbejder med sin 'ting'. Derefter må man ruste sig til at høre andres mening. For kunst er vel egentlig altid en individuel fornemmelses sag.

Kan jeg lide det jeg ser, hører, fornemmer??

I dette tilfælde, med Carstens maleri Gadens Rum – I Aftenbyens Regn -, ja. Jeg vil glæde mig til at se det virkelige værk i virkeligheden. At se det i den størrelse, som min ikke alt for store laptop skærm tillader, har allerede gjort stort indtryk.

Tak for kigget Kristian Lilholt, komponist og musiker

”Beskyttelsesrum – intimsfæren og ensomheden” 86 x 110 cm. Akryl på lærred. 2011

Vi er nede i dybderne her. I nærheden af basis for eksistensen. En afledning af ordet basis er basalt, og Johannes Møllehave har sagt, at det banale er det basale. Temaet er ikke banalt undtagen med sidebetydningerne eviggyldigt og – et ord, jeg har et forhold til som særligt betydningsmættet - indlysende, og maleriet er ikke banalt, men man har lov til at gøre sig banale, basale betragtninger foranlediget af disse farver, som i en organiseret form er sat fast på et lærred.

Selv er jeg som person i langt højere grad sporet ind på at læse tekster, ord på en som regel hvid baggrund, end at læse farver på et lærred, men med de få ord, som nu trods alt foreligger, nemlig titlen på maleriet, er jeg klar til en ekspedition ind i et land, jeg endnu langt fra har udforsket og blevet hjemmevant i.

Jeg ser, at vi befinder os under åben himmel.

Det er de helt oprindelige vilkår, ikke anderledes end for dyrene. De her ganske særlige skabninger, menneskene, havnede under himlen, på jorden med alt, hvad den ellers rummer. Værs’go’ at gå i gang, hvad kan I så få ud af det? I har jer selv og denne mængde af ting at arbejde med. Alle I godt tænkende, idérige, utrolig fleksible og på en måde robuste, men samtidig skrøbelige, udsatte, skrupforvirrede væsener, som til overmål er bevidste om jeres egen sluttelige undergang som noget af det eneste, I ved med sikkerhed. Det er vores udgangspunkt. Siden har vi lagt sten på sten for at skabe os et hjem på jorden, som vi kan leve i.

Paraplyer, våd asfalt, lodrette, silende striber. Hvis elementerne ikke just raser, ved vi, at de kan finde på det.

Vores omverden har sine venlige sider men er overvejende risikofyldt og fjendtlig, i hvert fald vanskelig. Kun de organismer klarede at overleve, som ud over at vinde den evige kamp for føde og formering udviklede måder at beskytte sig selv på. I kraft af et skjold, af giftpigge, af evne til hurtig flugt eller til effektiv camouflage, eller utallige andre opfindsomme måder.

Også hvert enkelt menneskelige individ har sine måder at beskytte sig selv på, ikke kun kroppen, lige så væsentligt sindet. En hjerne, der udvælger og tolker, måske bedrager en selv så vel som andre, en facade, en iscenesættelse, hemmeligheder, aggression, ord, igen utallige måder. Alle har vi en urørlighedszone som en usynlig aura omkring os. Hvis en anden, som vi ikke har inviteret indenfor, overskrider grænsen, føler vi os utrygge og forulempede.

Og vi har stuen, hulen, derhjemme at søge tilflugt i. Der er ikke noget mærkeligt i, at vi længes efter beskyttelse, tryghed, enkelhed, et liv som tilbage i livmoderen, som digteren Benny Andersen beskriver det, da han ved fødslen blev ”fordrevet fra mit tropiske hjemsted med en middel-temperatur på næsten 38 grader i skyggen, hvor jeg trygt kunne bade dag og nat i mit lille to liters ocean. - Alt var her og behøvede ikke at forstås” Det er det udtalte modbillede til det udsatte liv ude i verden, som vi ser et snapshot af på billedet her.

Men vi rummer en vag forestilling om idealtilstanden, det tabte paradis: ”Mindet om mit første hjem, min moderlige lagune, blev en fjern, uvirkelig drøm, et blideligt vuggende, nynnende sagn, en sagte susen i sindets dybe konkylie”.

Der er uklarhed, få faste konturer, udflydende figurer og kun få glimt af klare, lysende farver. Uklarheden rækker ind i min læsning. Jeg er i tvivl om alt det hvide, men da jeg tror, vi har med et symbolladet sindbillede at gøre, vælger jeg at se det som en eventyragtigt tæt og pludseligt opstået tågebanke eller røgslør, for der er meget mere skjult end det, vi ser.

Endnu engang læser jeg en udlægning af et grundvilkår. Vi har behov for at kunne orientere os i verden, men det er mildt udtrykt lettere sagt end gjort. Filosofiprofessor Johannes Sløk sagde engang noget i retning af: ”Menneskene er i begyndelsen så at sige trådt ud af naturen, og lige siden har vi ikke vidst vores levende råd.” Men vi har så sandelig ikke undladt at søge, og vi har været langt mere tilfredse med en elendig forklaring end ingen forklaring i ønsket om at få fast grund under fødderne. Vi prøver at tilføre en meningsløs verden mening og forklare det uforklarlige. Vi ved en smule, derudover aner, gisner og gætter vi. En forklaring, en ideologi, en religion udgør en beskyttelse mod usikkerhed, tomhed og kaos og giver dermed kraft. Som den græske filosof Arkimedes sagde: ”Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge verden”.

En del ligger i det dunkle, men noget kan også være indlysende. Så slipper der små og større enheder af lys og farver ind, så man bliver oplyst, lidt klogere, lidt stærkere, lidt gladere.

To paraplyer står frem som de mest konkrete elementer, nogle meget sigende symboler. En tredje er gennemsigtig, en illusion?

Drømmen om virkelig beskyttelse og tryghed er netop en drøm, og det beskyttelsens rum, som titlen henviser til, er knap nok til stede i billedet undtagen i form af paraplyerne, der må siges at være en højst ufuldkommen erstatning, men dog altid noget i et heftigt regnvejr.

En paraply kan for mig ikke så godt være en tragisk ting. Den signalerer snarere noget pudsig-hyggeligt, noget rart og hjemligt, noget tilregneligt. Den ene paraply har endda optimistiske farver på. Det er jo heller ikke sådan, at verden udelukkende er en jammerdal, selv om den byder på store udfordringer.

To personer står med ryggen til hinanden, med afstand, uden indbyrdes forbindelse. De er mørke, farveløse, uden personlige kendetegn, anonyme.

Sjælens ubodelige ensomhed er en velkendt vending. Og til syvende og sidst er vi også alene, selv om guderne skal vide, at vi bruger uendelige mængder af tid og kræfter og penge på at skubbe den erkendelse fra os. I triste tilfælde bedøvelse.

Vi vil føle, at vi bliver set, at vi er nogen, at vi er en fuldgyldig del af et fællesskab. Og vi ved, at vi også bør gøre det for hinanden. At en menneskelig urfrygt er at stå forladt tilbage på savannen, en løsrevet ingen overladt til mørket, afmagten og de vilde dyr. Bare et glimt af den kolde, lurende ensomhed kan være foruroligende. Her får vi og formentlig de to på billedet et lille glimt.

Det ser ikke ud til, at personerne skal noget bestemt, så at sige har mål og med. Der er menneske-lige boliger i nærheden, men de er uden synlige åbninger; måske nogen trods alt venter derinde, vi ved det ikke.

Vi skaber os et hjem, mindst fire vægge og et loft, der kan skærme. Et lille præg af livmoder. Der skal gerne være varme, ting, et socialt liv. ”Vi søger ly hos en, der ved at skærme os mod ensomhed”, som Poul Henningsen skrev. I virkeligheden sker der jo ofte dramatiske begivenheder bag væggene inde i intimsfæren, så vel som ude i verden, og hvis nogen invaderer den, bliver vi for alvor rystede. Vi må ikke trænge ind hos andre, de skal åbne døren.

Men vores personer her med paraplyerne er ikke nogle, der invaderer andre, og de er ikke hjemløse. De må have et sted, de på et eller andet tidspunkt når frem til, de har bare ikke travlt. De har tilfældigt passeret hinanden ude i det barske vejr, strejfet hinandens urørlighedszone og blevet berørt af et eller andet. Et iskoldt pust af ensomhed? En anet længsel?

Måske er de fanget her på øjebliksbilledet ligesom imellem to åndedrag; i en lille tidsforskydning; af den sagte susen i sindets konkylie; midt i et spørgsmål, der får dem til at gå i stå, men som de aldrig får formuleret. Ligesom kunst gerne må stille spørgsmål, der ligger gemt bag overfladen. God kunst kan vi læse meget ind i, også vores egne spørgsmål. Måske også en instinktiv forståelse, som kan være vores egne svar.

Jeg opfatter billedet her som et alvorligt udsagn, men ikke decideret dystert eller depressivt, så jeg vælger at tro, at de to inden alt for længe er tilbage i gode, varme hjem, og at det, alt i alt, givet omstændighederne, ikke er så ringe endda. Jens Christian Abildskov, journalist

”Barndommens rum – fantasiens og mulighedernes vej”

100 x 250 cm. Akryl på lærred. 2011

Nysgerrighed, leg, fællesskab, gribe efter, miste, ensomhed, afprøve, balance…..

Jeg føler mig tilpas og bliver dejligt stemt ved lade billedet komme til mig. Jeg bliver nostalgisk, dette er historie. Vandpumpen og paraplyen; min barndom smelter sammen med billedet. Alle sanser mættes. Jeg legede med ting, der kunne mærkes, duftes, høres og ses.

Det er aldrig for sent at få en god barndom, taler psykologer om i dag.

Barndommen findes ikke; fortællingen om barndommen gør. Min barndom forandrer sig i takt med, at jeg bliver ældre. Nogen oplevelser bliver større, mere fyldige, farverige og skelsættende . Andre blegner, sygner hen og mister betydning.

For sent til at ”blive barnlig” bliver det aldrig; være nysgerrig, lege, undersøge, afprøve. Måske at give slip: ”lad paraplyen fare og se - ”der forsvinder den ud i verden!”.

I dag kalder vi det at være i nuet, være i oplevelsen. Nøjagtig som børn, besværligt som voksne.

Jeg fortaber mig i billedet. Jeg ser nuancerne. Måske er der en lille gnom gemt bag pigen med paraplyen? Nysgerrigheden er vakt. Jeg må tale med nogen om det. Er det kun mig, som ser, hvad jeg ser? Jeg må have afstemt min virkelighed med din virkelighed. Jeg må være i en relation til ”en betydningsfuld anden”, hvis mening jeg tror på og værdsætter.

Måske er barndommens vigtigste lære; at tro på andre mennesker og dele nysgerrighed og muligheder. Søren Braskov, psykolog

”Det kaotiske rum – samtiden og tidsånden” 86 x 110 cm. Akryl på lærred. 2011

Ved første øjekast tænkte jeg, det her er da ikke kaos, og en nær ven udbrød også: ”Sådan ser mit kaos ikke ud!”. Nej, også jeg forbinder kaos med noget voldsommere og mere hvirvlende – ja netop, kaotisk. Men med kendskab til Carstens billeder de senere år kan jeg nok se, at han her har bevæget sig ind i et rum, hvor der absolut ikke som vanligt er styr på tingene.

Kaos er den uordnede og udifferentierede tilstand, der i mange myter skildres forud for kosmos, den velordnede verdens tilblivelse. Og i flere mytologier ender verden også sådan - i kaos. Tænk blot på Ragnarok. Hos Carsten er der angiveligt tale om en kaotisk tilstand i vores tid. Også mentalt forstår man (tidsånden). Og i skrivende stund kan man føle dette kaos, hvis man – nærmest time for time – følger med i udviklingen i Nordafrika og Mellemøsten. Lige nu er det i Libyen, det brænder på. Så i den forstand bliver billedets titel højaktuel. Og sådan kan billedet vel også anskues. Årtiers, ret beset århundreders mørke og undertrykkelse – alt det sorte – er ved at vige for farven, for lyset, for håbet. Også de markante vandrette og lodrette sorte streger er ved at fortone sig, men er der stadig, som den eneste form for struktur, der er tilbage i billedet. Midten af billedet domineres af en lysere grundtone, der til højre går over i afdæmpede orange og røde nuancer. Rødt som blodet, og som kærligheden. Håbefulde er også de små lysende gule felter og de funklende strejf af lyseblåt. Men det er absolut ikke uproblematisk og entydigt. Der er stadig rester af det sorte. Især er der meget markant, næsten midt i billedet et sort hul, der virker skræmmende. Er det et Ginnungagab, hvoraf den nye verden fødes, eller er det tværtimod et hul, der suger al energien, farverne og drømmene om en anden mere harmonisk verden til sig? Er det slet og ret en åben grav? Det får stå hen i det uvisse.

En bevægelse er sat i gang. Tumultarisk og utøjlet. Både som en trussel mod den etablerede velkendte orden – og uorden – og som en kilde til at skabe nye livsmuligheder. Netop sådan er også vor tid – på en gang skræmmende ved dens negation af fortiden og traditionen, samtidig med at den åbenbarer hidtil ukendte muligheder. I sandhed et kaotisk rum.

Jørgen Printz Steinicke, Cand.mag. i historie og kunsthistorie

”Det indre rum – set i lyset af kaos” 86 x 110 cm. Akryl på lærred. 2011

»Nu bli’r det da vist en kende for filosofisk. Mon ikke du trænger til at komme ud i virkeligheden i stedet for at isolere dig i dit atelier?«
Det var min første tanke, da Carsten bad mig om at forholde mig til titlen »Det indre rum - set i lyset af kaos« og det maleri, der knytter sig hertil. For umiddelbart er der jo bare tale om en dejlig udsigt fra en stue eller muligvis det omtalte atelier og så naturen udenfor - det hele badet i et stærkt spansk sollys, der opløser mange af konturerne og får farver og former til at flimre sammen.
Men med den titel må der jo være noget mere. Det er altså ikke bare et maleri af et interiør og et landskab Carsten har begået, og hvad skal vi så lægge i titlen? Foregår det hele inde i Carstens hovede, eller er det trods alt et rigtigt håndgribeligt fysisk rum og et kaos udenfor, vi skal se i hans maleri?
Jeg vælger det sidste. Billedet foregår næppe under Carstens stadig delvist behårede hjerneskal. Det er altså ikke et forsøg på at skildre eventuelle indre dæmoner hos kunstneren selv, der her bliver præsenteret på det 86 gange 110 centimeter store lærred. For han er i balance med sig selv og sine omgivelser og har næppe behov for at overføre eventuelle egne skavanker og problemer til det publikum, der interesserer sig for hans kunst.
Ergo er der altså tale om en reel stue - det indre rum - ligesom der udenfor findes et reelt kaos.
Modsætningen til kaos ro er balance; begreber, der ikke nævnes i titlen. Men de må være underforstået, og jeg ser billedet som Carstens og Karins stue - i overført betydning deres hjem som sådan. Her er der altid ro, her er det altid rart at være. Her leves et liv i balance vel vidende, at livet som kunstner langt fra altid kun er lutter lagkage. Men Carsten og hans søde livsledsager har begge et temperament som gør, at de kan trives med kunstnerlivet og de ups and downs, som det naturligvis også indebærer.
Udenfor har vi kaos. Det kan være de globale udfordringer, det kan være den verdensomspændende økonomiske krise, det kan være Nordafrika i brand, et Nordafrika, der slet ikke er så langt væk, når man bor i det sydlige Spanien. Det kan være Spanien selv, et land på fallitens rand med krise og arbejdsløshed. Det kan være byggetomterne på den spanske solkyst, de halvfærdige projekter, der vidner om økonomisk storhed og fald. Det kan være et kaotisk landskab delt op i små jordlodder, skure, smalle og hullede veje, forkrøblede oliventræer, grøntsager i forskellige farver, flasker, øldåser og sort overdækningsplast, der flyder hvor man end vender sig? Eller er det selve lyset, der er kaos; det skarpe lys, der får kunstneren til at knibe øjnene sammen og længes efter det bløde nordiske lys gennemtrukket af havgus ved Limfjorden eller endnu en regnbyge hjemme i Silkeborg? Det lys, der bare er, og som får øjnene til at slappe af og som skærper sanserne for farver og konturer?

Vi ved det ikke! Kun kunstneren kender svaret - og måske godt det samme. Lad ham beholde det, mens vi andre lommefilosofisk kan gå på opdagelse i Carstens landskaber for måske at ramme plet men også med risiko for, at vi rammer helt ved siden af! Og Carsten kan gnække i skægget og tænke sit! Steffen Lange, Chefredaktør og kunstkritiker

”Vejen videre – efter bruddet”, 130 x 200 cm). Akryl på lærred. 2011

Hvad er det her for en historie? Hvad er der sket - og hvorfor går de der?

Det er sent, og det er koldt - sjappet, sjasket og klamt. Det er lygtetændingstid, og lige om lidt fører vejen videre ud af byen - ud i mørket.

Hun var nødt til at gå - og hun var nødt til at tage begge børn med sig. Som de smukkeste skabninger - i det mest hæslige landskab - skrider de ud af et kapitel i livet og ind i et ukendt nyt. Vi lever i en møjbeskidt tid, hvor vi kaster alt bort - også hinanden og kærligheden.

Alting knækkede - alting brast. Der går de tre mennesker, som han elskede allerhøjest af alt i hele verden. Der går hans liv - væk - videre mod ukendte og tvivlsomme mål.

Alle mennesker forstår dette her maleri. Det er lige præcis der, hvor livet gør ondt, og afmagt udstilles åbent og sårbart.

Det er helt ubærligt, at børnene må traske med - små og nøgne, sammen med verdens smukkeste mor. Der går hun uskyldsren, ung, hvid og oprejst. Som Ofelia går hun mod..... Carsten Frank, kunstner

”Storbyens rum – tanken om det private under en paraply”

100 x 130 cm. Akryl på lærred. 2011

”Hus” ”Strøgtur”

Stille i byen står et hus Jeg slentrer mig på Strøget

og holder vejret. med ensom paraply

Stoneface og ensomme øjne bagdel på høje hæle i sigte -

fra spir til sokkel mens årstider skifter, Forbi forretninger

paraplyerne danser der opfordrer til yppigheder uden ende -

en dans fra i fjor. Fuld tilfredshed

eller pengene er spildt -

Klammerier og sansede kys Solbriller med guitar og brune tænder

Sidder i sprosser synger sange han selv forstår -

der drypper af regn, Luften bærer duften af brændte mandler

og sjæle sejler på ruder ved midnat. og lyden af talens lukkede kredsløb

Fortidens skrig hjernens båndsløjfe -

kvalt af kæresten en tidlig morgen. Truttende våde uniformer

og mave med alvorlig xylofon -

Skygger der dækker sig lodret Jeg står stille og kigger op

I mistet bevægelse. duerne letter

Hver sin paraply og min pung er ikke mere -

går stille forbi den lugt af lavendel. går over Gammel Torv

Et levet liv kommer ud hvor ”Kagen” stod

af den lukkede dør og forsvinder. offentlig afstraffelse

til alles tilfredshed

Alene blandt andre står hun og livet er spildt -

der har rundet det skarpeste hjørne Lugten af pølsevogn hænger i dråber -

med ensom paraply jeg køber mig mørke kirsebær

og ånde der dugger månens profil i nat. vil hellere iagttage

Stille holder hun vejret i regnen årstidernes skiften

sammen med huset der står i byen. efterårssol -

Metropol

mit unge livs anden juledag

med Anders And ved hånden

rigtige ænder flyver ikke

og duerne skider på det hele –

Jeg krydser et smil

for grøn paraply

Og går videre –

Tegner en hvisken i mit liv.

Finn Storgaard, Skuespiller

”Barndommens rum – flugten til et bedre liv”, 86 x168 cm. Akryl på lærred. 2011

Barndommens rum ligner ikke et hjem. Det er et åbent rum uden andet end det utydelige, der er skrevet på væggen. Og barnet ligner ikke et trygt barn. Det står alene, sårbart og nøgent – næsten ligeså nøgen som ham, der er på vej gennem døren. Det er, som om han tøver et øjeblik. Han står på tærsklen til et andet rum og støtter sig til karmen for at samle mod og kræfter. Det ene ben er stadig solidt plantet i barndommens rum og det andet er på vej – men på vej hvorhen? Til et bedre liv?

Det ser mørkt ud. Der er ingen tydelige spor at følge, intet mål eller lys. Han minder mig om den unge, der let bliver overladt til sig selv med alle de forskellige valg, der skal træffes. Tidligere havde man f.eks. slægtens værdier eller religionen, som var med til at vise vej. Men i dag er de ydre værdier i høj grad forsvundet, nu er der kun det autentiske selv tilbage, som både skal skabe sig selv, og selv skal skabe sig vej i livet.

Der er nogle helt opskruede forventninger til, hvad man selv skal klare i selvets kultur: selvrealisering, selvbillede, selvkontrol, selvudvikling, selvstændig, selvhjælp, selv…... Der er næsten ikke det, man ikke skal kunne og skal selv. Og det er en byrde at skulle være så meget "selv" hele tiden.

Den store dreng på billedet har vendt ryggen til barndommens rum, men det er som om, han alligevel bærer det med sig og er tynget af det. For han bærer ikke blot de bevidste erindringer på godt og ondt med sig. Han bærer også alt det glemte. "Kan jeg glemme alt det glemte? Nej, det flyder i mit blod. Som et lydspor i mit indre, en film om bange sjæles mod" (Michael Falch).

Vi hylder nu, som aldrig før, tanken om den absolutte frihed og det frie valg. Men intet menneske er et ubeskrevet blad. Den absolutte frihed er en illusion!

Et barn arver, hvad der er at arve – også alle fortielserne – alt det usagte – alle de nedarvede skammønstre, som går i arv fra den ene generation til den anden, og det gælder både på samfundsmæssige og familiære plan. Det er umuligt at flygte fra sin arv. Det sårede barn følger med.

Der er smerte og lidelse som må bæres. Drengen i døren minder om en Kristus-skikkelse – det menneske, som kom til at bære en lidelse, der ikke var hans egen. Men i modsætning til andre tog han den bevidst og frivilligt på sig og bar den, som den offervillige kærlighed gør.

Men måske har barnet i billedet fat i noget – fat i døren, der som en lysende søjle fører ud af og giver lys i billedet. En vertikal dimension, der bryder den horisontale begrænsning. Med den anden hånd peger barnet, som en Johannes Døber-skikkelse, der i den klassiske ikonografi står ved siden af og peger på Kristus: "Se, det Guds lam, som bærer verdens synd".

Flugten til et bedre liv! Kan man flygte sig til det – eller må man kæmpe sig til det? Og hvorfra kommer livsmodet og håbet?

Jeg tror der er brug for små skrøbelige skikkelser, der har fat i en guddommelig livsdimension, der rækker ud over fornuftens kant og peger på den – midt i det hele.

Anette Kortegaard, Sognepræst

”Det lukkede rum – at gå forbi 5 muligheder”, 86 x110 cm. Akryl på lærred. 2011

Dette er ikke et maleri af et defineret sted i den fysiske virkeligheds verden. Dette er en fiktiv malerisk konstruktion domineret af fem firkantede farveflader, der indgiver en forestilling om delvis rustne containere af en art. Disse er rammet ind af en sortbrun farves bastante lodrette og vandrette linjeforløb, der brydes af enkelte krydsgående strøg i grønt og gult med associationer i retning af en skov. Alle malerens penselstrøg er synligt sansebare, og de mange farvelag er laserende og frembyder en rigdom af vibrerende nuancer. For et øjeblik siden trak maleren med sin pensel de sidste tårespor på lærredet, slog sin hvide paraply op og forlod sit maleri.

Er dette en malerisk fortælling om de spildte muligheders land? Farverne rød, blå og gul er grundfarver og repræsenterer hver sit sæt emotionelle værdier på tre af "containerne." Farven rød er kærlighedens og lidenskabens farve og maner til oprør! Farven blå knytter an til himlens uendelige dybder, til spiritualitet og udlængsel. Farven gul forbindes med rigdom, pragt, storsind og intuition. Den hvide farve kan sammen med den sortbrune" rustfarve" være udtryk for ensomhed, forfald og død. Sådan er det nærliggende at forstå den i dette maleri, hvor den hvide farve bruges som et slør, der delvis dækker og løber henover de klare farver og med sin tågefornemmelse- og containeropstillingen- skaber et lukket rum.

Den ensomme mørke figur bærer sin hvide paraply, tøver og stopper op efter at være gået forbi de muligheder, livet byder sig til med bag den røde, blå og gule "låge". At åbne op kan være forbundet med usikkerhed. For hvad vil der ske, hvis dørene til alle muligheder står på vid gab? Bag den røde beholder lurer også faren, bag den blå uvisheden og bag den gule blænder lyset overvældende. Under alle omstændigheder: Det er for sent for denne person.

Den mulighed foreligger også, at det er selve døden, der i et drømmesyn defilerer forbi under sin hvide paraply, parat til at opsluge alle de, som ikke modigt åbner op for livets døre og lever nu, mens tid er. Tiden som fænomen er her visualiseret som hvid farvetåge, der driver, dækker, slører og lukker definitivt for livets røde, gule og blå land, hvor guld og grønne skove kan være en mulig gevinst: "Far, far krigsmand, døden skal du lide! Den som kommer allersidst, skal i den sorte gryde!" Her står en tønde parat! Karin Grünberger, Keramiker